Buenos Aires

La carretera a Buenos Aires

Efter at have sagt goddag og farvel til 400.000 pingviner, nogle guanacoer, nanduer og et par bæltedyr kører vi nu stort set i lige linje mod Buenos Aires. Vi har begge altid haft nogle romantiske og eksotiske forestillinger om Buenos Aires, men hvordan mon den er i virkeligheden?

Er det en møgbeskidt, buldrende og forurenet storby som vi har set det i Mexico og Mellemamerika? Er det en by, hvor man ikke kan færdes efter mørkets frembrud? Er det en by, hvor det bliver svært at finde en ærlig speditør, der kan sende Joachims mc hjemad?

Er det i det hele taget en by, hvor vi fortryder, at vi ankommer i god tid i forhold til vores flybillet hjem?

Mens alle disse tanker rumsterer i hovedet, nyder vi, at landskabet begynder at blive en smule afvekslende – dvs. det begynder at blive grønt og minsandten også lidt varmere. Og endnu bedre: Vinden begynder også at aftage efterhånden som vi kommer mere og mere nordpå.

Buenos Aires: En latin-europæisk gudekombination

Vi kommer ind til Buenos Aires ad en af deres store femsporede indfaldsveje – og det er virkelig en storby, som vi er ankommet til. Vi bliver ved at køre mod centrum og på et tidspunkt drejer vi af, hvor vi synes at det ser mest ’centrum-agtigt’ ud.

Vi skal finde et hotel, hvor vi også samtidig kan parkere mc’erne – eller i hvert fald på et sikkert sted i nærheden. De første par hoteller er til vores skræk udsolgte, fordi U2 holder koncert i byen. Derfor er der kommet mange fra nær og fjern. Men lidt senere finder vi et hotel, der efter lidt prutten med prisen er til at betale. Det er ca. 120 DKK pr. nat med bad på værelset, så det er OK. De har også en vaskekone, der tilbyder at vaske en pose tøj for 40 DKK. Og det er et tilbud, som vi straks tager imod. Ingen af os kan rigtig huske, hvornår vi sidst har fået vasket garderoben, og den stakkels vaskekone får en stor pose tøj at muntre sig med.

Næste dag kommer hun tilbage med en pose med rent tøj. Og hun beder høfligt om 10 DKK mere, fordi, som hun siger: ”Det var ret beskidt!”, så hun måtte vaske det flere gange. Til gengæld lugter vi nu enten af fyrrenåle eller æbleduft. Det er ikke rigtigt til at afgøre.

Således klædt på til lir begiver vi os i byen, og selvfølgelig må vi hen et sted og have os en ordentlig bøf. Det er jo sådan, at argentinerne elsker kød og er stolte af, at kunne spise meget af det. Så vi går hen på en restaurant, der ikke ligger langt fra vores hotel, og får en ordentlig bøf.

Vi kæmper os igennem bøfferne og spiser pligtskyldigt de kartofler (= pommes frites), som vi også har bestilt. Havde vi ikke bestilt dem, havde vi kun fået serveret bøf! Vi er helt oppustede og frygteligt mætte, så vi tilbringer resten af aftenen med at sidde og tylle god rødvin.

Der er en dejlig stemning i Buenos Aires. Vel er byen ikke så sikker at færdes i om natten som f.eks. New York, men her er en stemning af Berlin, Paris og Rom blandet sammen – og her er dejligt lunt. Og så er den heller ikke farligere…

Vi får god mad og det er dejligt endelig at kunne kaste udtrådte kyllinger og ’fríjoles’ (brunt bønnemos – der smager bedre end det lyder og ser ud til..) over skulderen. Vi spiser gladelig pizzaer, fisk, ost og alt muligt andet, som vi kan drive op. De har endda McDonalds…

Vi bliver så glade for Buenos Aires, at vi sætter den på vores private liste over verdens bedste hovedstæder (i skarp konkurrence med Rom, Madrid, Berlin, New York (godt nok ikke en hovedstad, men alligevel)).

McLover

Man gik og troede, at man i sin idealistiske tankegang om hvad der er godt og hvad der er dårligt, at McDonald’s-koncernen aka den gyldne måge, den fantastiske ladeport, den gule himmel, det skrigende M osv. helt sikkert falder til den dårlige side i den moralske svømmepøl. Og specifikt er McD nok noget af det ondeste, det kapitalistiske monster har gylpet ud.

Jeg ved ikke, om man bliver halvtosset af at køre 14.000 kilometer rundt i USA, hvor det næsten er umuligt at befinde sig længere væk fra en McDonald’s end at befinde sig længere væk fra havet i Danmark, men man lærer sgu at elske Mac’en.

Ja, du læste rigtigt “elske Mac’en!”

Man skulle ikke umiddelbart tro det, men det er voldsomt, hvor dårlige de lokale dinere er i USA – selve dinerens hjemland. Det er dyrt, dårlig kvalitet og dårlig service. I sig selv tre gode grunde til aldrig at handle deri igen. Adam Smith’s lov om vejen til profit – nemlig at sælge den samme vare, forbedre den og sælge den endnu billigere – har McDonald’s fattet, og de gør det godt.

Det er en fryd at være en forblæst rejsende og at komme ind i en restaurant med ubegrænset og god kaffe til 1$ (drink till you die!), Angus Burger-menu, der smager af himmel (den ER god!) og gratis internet. Faktisk er de fleste Macs i USA designet efter kundernes miljø og behov, således at f.eks. de gamle kan befinde sig på stedet og hænge ud med vennerne. Vi så masser af steder, at de ældre medborgere brugte den lokale McD som deres fælles mødested. De køber en kop kaffe med refill for 1$ og sidder der så en håndfuld pensionister en hel formiddag og sludrer om dette og hint. Nogle 

steder er der store fladskærme og magelige lænestole, så de kan også sidde og se en football-kamp eller bare læse avisen.

Men hvad så med Burger King, Jack-in-the-Box og alle de andre burger-wannabees? Glem dem – de kommer ikke op i knæhøjde, har ikke forstået kundernes behov og har ikke engang gratis internet.

Og vi skal hilse at sige, at efter Mellemamerika med fladmast kylling og frijoles i lange baner, så – du tror, at det er løgn – SAVNEDE vi en ordentlig Angus-menu med god kaffe!

McDonald’s – we are loving it!

Viva Buenos Aires

Nu har vi fået afleveret Kyöstis BMW til udlejeren og vi har fået afleveret Joachims MC til speditøren.

Så nu er vi helt almindelige turister på sightseeing i Buenos Aires – og vi nyder det. Vi dalrer bare rundt, nyder atmosfæren i parker, på cafeer og i restauranter. Vejret er dejligt, nærmest som en god sommerdag i København.

Folk er venlige og i det hele taget er det en meget afslappet by med masser af tinge at se på, lugte til og smage på.

Viva Buenos Aires!

MC-hjemsendelse

Vi har fundet vores speditør, der skal sende Joachims MC hjem. Vi har selvfølgelig pruttet med prisen, men det er svært at få den ned under 2.000 USD, selvom det lykkes.

Vi får sendt den hjem med Lufthansa. Det ville koste næsten det samme at skulle få bygget en kasse og sende den med skib, og så kan vi risikere at det tager måneder, inden den er i Danmark.

Folkene er flinke og de kan deres kram. Vi tapper olie og benzin af, og batteriet skal kobles fra. De gennemgår dokumenterne med os, og tingene ser ud til at være i orden.

Og vi får da også Joachims mc velbeholdent hjem igen nogen tid efter, men det er en helt anden historie.

Den perfekte venskabelige afslutning

Vores gode venner Ramon og Agustin, som vi mødte første gang ved færgelejet på vej over til Tierra del Fuego, har inviteret os til en afskedsmiddag hjemme hos Agustin.

Vi har købt en stor buket blomster til værtinden og glæder os. Vi kender dem begge som nogle dejlige og lattermilde mennesker – og aftenen er helt i tråd med det indtryk, som vi har haft af dem.

De er de perfekte værter, serverer udsøgt vin og laver dejlig mad. Deres hustruer er også meget søde og venlige.

Og vi har en perfekt afslutning på vores eventyr gennem the Americas: I gode, nye venners selskab nyder vi at kunne snakke om dette og hint, og mærke den imødekommenhed, som vi har oplevet hos alle de mennesker, vi har snakket med (måske bortset lige fra fem bevæbnede røvere i Quito…).

Folk tager uden tøven imod os, også selvom vi ofte har set ud som, og lugtet som, noget fælt.

Så det er med meget varme følelser, at vi tager afsked dels med Ramon og Agustin og deres familie og dels med livet på ryggen af mc’erne.

Vi har haft en fantastisk tur med masser af dejlige oplevelser, og i dag, når nogen spørger os til råds om at rejse sådan, kan vi kun give ét råd: ”Gør det! Der vil være masser af praktiske problemer og udfordringer, men til gengæld kan vi næsten garantere, at alle de positive oplevelser står i kø for at overskygge de der ’ praktiske problemer’, når først dækkene ruller på vejen.”