Argentina

Lever de sammen?

Når vi kører rundt i Patagonien ser vi hundredevis af Guanachoer (lamaens fætter), der stille og roligt græsser i siden. Vi ser også strudse, der hèr hedder nanduer. De løber halv-forvirrede rundt, men er sjove at kigge på. Nogen gange farer der et bæltedyr over vejen, hvilket er et af de dyr vi altid har ønsket os at se.

Vi kan nu sige, at de ligner lidt et pindsvin uden pikke, og at bæltedyret ikke er vildt bange for mennesker. Da vi sad på en sten kom er et bæltedyr over til os og snusede og ledte efter mad – sjov lille fyr!

Det allersejeste er det mest uforventede, nemlig, at der lever pingviner på de argentinske sletter blandt disse ovennævnte eksotiske dyr. Tænk engang: pingviner! – i ørkenen! Det havde vi godt nok ikke troet!

De skarpe tårne

Andesbjergene er den længste bjergkæde i verden og den højeste bjergkæde uden for Himalaya. Andesbjergene er også kendt for deres forholdsvise unge alder, men ‘midt’ i Andesbjergene ligger der nogle endnu yngre og selvstændige bjerge: Torres del Paine (Tårnene af Paine). I denne nationalpark er ikonet en lille buket af bjerge med utrolige former. De ligner virkelig krystaller i bjergform, der får os til at måbe, når vi kører rundt om dem. De er spetakulære og det går efterhånden op for os, hvordan Patagonien virkelig er et område helt for sig selv.

Det regner med isbjerge

Efter at have besøgt Torres del Paine tog vi videre til vores sidste attraktion inden vi vender forlygterne nordpå mod Buenos Aires. Denne attraktion var en af de ting, vi mest har glædet os til her i Patagonien: Moreno Glacieren. Det er den eneste glacier i verden, der vokser. Og når den vokser for meget (den kommer ud i en sø) så kommer den helt over på den modsatte bred og kollapser derefter, fordi vandet i søen huler den ud.

Da vi kom, kunne vi høre glacieren ‘tordne’, og da vi kom over til den, kunne vi se flager af glacieren falde ned i vandet med ordentlige brag.

Efter godt en time havde vi siddet og bare kigget på denne overnaturlige skønhed og pludselig ser vi, at en hel isblok falder ned i vandet. Og ‘vruuuuuummm!!!!!’, et kæmpe brag lyder, og isbjerget danner en mini-tsunami. Det ser fantastisk ud – især fordi vi er i sikkerhed.

‘Isblok’ er nu så meget sagt: Den er på størrelse med et fem etagers hus!

Andre isbjerge, der tidligere er flækket af, vender sig i vandet og viser sig i krystalklare former. Nøj – det er bare fantastisk!

Billedet fortæller, at der er blevet dræbt 32 mennesker på 20 år. De er blevet dræbt af faldende isblokke…

Península Valdes

Vi har læst os til, at det skulle være en sjov oplevelse at køre ud på Península Valdes og kigge på bl.a. spækhuggere, så det gør vi. Peninsula Valdes er som navnet antyder en halvø, og den er indrettet som nationalpark. Der er én campingplads, hvor vi må slå vores telt op og ellers kun grusveje. Så når vi skal rundt og se noget, skal vi køre 50 km i den ene eller anden retning og derefter sørge for at være hjemme igen, inden det bliver mørkt. Vi ankommer ved aftenstid, så det er op med teltet og hurtigt få bikset noget mad sammen, inden det er natten og stjernerne, der står for underholdningen.

Dagen efter kører vi rundt på halvøen og kigger på et par små grupperinger af bl.a. pingviner og søløver. Den store attraktion skulle være at være heldig at se spækhuggere angribe søløveunger i vandkanten og lidt oppe på stranden, hvor de holder til. Det er sidst på sæsonen for disse angreb, men med lidt held skule vi kunne se det.

Vi kører hen til det sted, for der er størst sandsynlighed for at se det, og vi venter og venter, men der sker ikke rigtigt noget. Vi kan langt væk se de store rygfinner fra spækhuggerne, men de kommer ikke rigtigt tæt på.

Til gengæld kan vi langt borte se en flok mennesker sidde på stranden ud for det sted, hvor spækhuggerne befinder sig. Vi kan også se en flok søløver med unger ligge oppe på stranden.

Så vi tager mc’erne og kører ned mod det sted, parkerer dem i buskadset oppe ved vejen og går de sidste ca. 200 m gennem sand og klitbevoksning ned for at kigge nærmere på gruppen af mennesker. Det viser sig, at de er professionelle fotografer, og at de har assistance af parkbetjente fra nationalparken. Da parkbetjentene se os, bliver de vildt ophidsede og kommer os med hastige skridt i møde som var vi en vildfaren britisk invasion fra Falklandsøerne.

De giver os med store armbevægelser og hårde ord besked på at humme os tilbage til vejen, da det er strengt forbudt for sådan nogle som os at komme på ’deres’ strand. Hvor vi skulle vide det fra, har vi stadig ikke fundet ud af. Det mest morsomme var, at vi – da vi var eskorteret helt op til vejen – fik besked på STRAKS at forlade nationalparken.

Vi tog det nu meget roligt, hvad der sikkert hidsede dem endnu mere op, og kørte i skumringen hjem til vores telt, hvor vi næste morgen pakkede sammen som det hele tiden var planlagt, og kørte ud af nationalparken. Vi hørte senere, at samme morgen havde spækhuggerne rent faktisk angrebet og lykkedes med at fange nogle søløveunger på det første sted, hvor vi havde tilbragt et par timer.

Ørkenpingviner!

Efter Península Valdes kører vi videre nordpå mod varmere egne og kommer forbi Punto Tombo, der er et sted, hvor der skulle være en hel del pingviner, så vi beslutter at køre ud og kigge på dem. Vi havde vist regnet med, at vi sådan skulle se pingviner lidt på afstand, men bogstaveligt talt er vi ved at falde over dem.

Der er forståeligt nok indrettet stier, som vi kan gå på, og vi får strenge instrukser om ikke at klappe dem eller lign. – bæsterne bider nemlig! Bortset fra frygten for at lide den pinefulde død at blive bidt ihjel af en pingvin, kunne vi nu heller ikke finde på at klappe dem. Vilde dyr skal have lov at være i fred, også selvom de ikke flytter sig, når vi kommer gående.

Nationalparken anslår, at der på vores tidspunkt for besøget er ca. 400.000 pingviner (ja, firehundredetusinder små vraltende fugle). Vi er noget overvældede. Pingvinerne kommer fra Antarktis, og de kan svømme 6.000 km for at finde nyt land. Vi tænker, at det sikkert også – alt andet lige – er rarere at overvintre på kanten af den Argentinske ørken med masser af føde i havet, end at skulle stå i pivende vinterorkaner med frygtlige kuldegrader der nede på Antarktis. Så ’Snowbirds’ har her en lidt anden betydning end i Nordamerika!

Det er en underlig ørken, den her: Der lever pingviner, de strudselignende nandu’er og guanacoer. De lever side om side her i ørkenen, og hvis nogen inden vores rejse havde fortalt, at pingviner, strudse og kameler lever samme sted, ville vi ikke have troet på det. Guanacoer er i familie med kameler.

Flere gange så vi også de små bæltedyr, der snøfter rundt og leder efter insekter. De har to slags. Vi så både den syv-båndede (den på billedet) og det ’behårede’ bæltedyr.