Leon

Som noget af det første kører vi til byen Leon, hvor vi udmærker os ved at begynde med at køre mod ensretningen i en ret befærdet gade. Men de bruger altså ikke vejskilte i noget stort omfang, og den eneste mde at finde ud af, at gaden var ensrettet, var at alle bilerne kørte i den anden retning. Hvilket vel er definitionen på en ensrettet gade?

Vi klarede det dog alligevel og nåede ikke at blive stoppet, selv om en politibetjent brugte sine lunders fulde kraft til at blæse i sin fløjte.

Da vi havde fundet et hostel, hvor vi kunne få mc’erne ind, gik vi en tur i byen.

Det er en hyggelig by, men den præges af meget gamle faldefærdige huse. Det har sikkert engang været en flot og velstående koloniby, men krige og tidens tand har sat sine spor.

Vores første trafikbøder

På vejen mod Granada kører vi på en hovedvej, og et sted holder tre biler ved midten af vejen og venter på at dreje til venstre. Det er en bred hovedvej, så vi kører indenom de holdende biler, men kun for at blive vinket ind til siden af en emsig politibetjent og hans kollega. Politibetjenten fortæller, at vi har overhalet indenom, samt at vi har kørt for tæt på bilerne. Det er nogle ret underlige anklager, og vi diskuterer en del med dem.

Desværre ender det med, at de giver os hver to bøder. Én på 100 cordobas og én på 250 cordobas. Den ene er for at køre for tæt og den anden for at overhale indenom. Total 250 cordobas, hvilket svarer til ialt ca. DKK 125,-

Det er ikke alverden, men det værste er, at de putter vores originale kørekort ned i en lille gul konvolut, hvor der hænger en slip med bødestørrelserne på. Og vi skal i den nærmeste bank for at betale beløbet. Den ligger ca. fem kilometer væk, så vi må ind tur ind til nærmeste by og finde en bank, hvor vi kan betale og få en kvittering.

Og så tilbage og aflevere kvitteringen, så vi kan få vores kørekort. Samlet tager det en time, og det er ret irriterende.

Men da altid noget, at vi ikke skal betale til de to fjolser, for så var pengene da gået lige i deres egen lomme.

Granada – og ananas

Vi kommer til byen Granada, der efter sigende skulle være den ældste koloniby i hele America – dvs. i hele Nord-, Syd- og Mellemamerika. Den er højt besunget i guidebøgerne og alle, der har været der, beskriver den i store vendinger.

Vi synes, at der er alt for mange turister, og at den er alt for dyr – men det hænger vel sammen. Det kan godt være, at man falder i svime over, at der er brostensbelægninger i nogle af gaderne, men vi er jo fra Danmark, og der skal mere til at imponere end brosten.

Men den er da en pæn by…

Vores sjoveste oplevelse havde vi, da vi fik lyst til en pizza i en restaurant med det dejlige og logiske navn Telepizza. Vi bestilte en pizza med masser af forskellig fyld og betonede, at der endelig ikke måtte være ananas på pizzaen, selvom det ståd som en af ingredienserne på næsten alle pizzaerne. Tjeneren skrev det ned, og bedyrede, at der ikke kom ananas på.

Og så ventede vi i mere end 20 minutter på pizzaen, hvilket vi normalt tager som et godt tegn. Så har de lavet det hele friskt og fra bunden. Ind kommer vores pizza med alt fyld – og selvfølgelig med ananas på. Vi fortæller tjeneren, at vi jo netop havde bedt om ikke at få ananas på, og han undskylder, og tager den ud igen.

Tre minutter senere kommer pizzaen tilbage, nu uden ananas. Men med tydelige huller, der hvor de har været!

Vi siger til ham, at den går ikke, Vi skal have en pizza helt uden ananas eller ananassmag. Det må vi diskutere noget med ham, men det ender med, at han går med den igen. Lidt efter kommer han tilbage og fortæller, at vi nok skal få en helt ny pizza.

Så efter 10 minutter kommer der en ‘helt ny’ pizza, der umiskendeligt ligner vores gamle pizza en hel del – den er bare lidt mere brændt i toppen af de forskellige ingredienser.

Vi kigger på den og begynder at spise, og efter to mundfulde kan vi bare konstatere, at det er den samme gamle pizza – fuld af ananassmag. Vi kalder på tjeneren og forklarer ham, at det her går altså ikke. Han kan overhovedet ikke forstå, at vi ikke vil have pizzaen, men vi ender med at betale for de to colaer, som vi har drukket under hele hurlumhejet og forlader restaurenten.

Hvor svært er det at lave pizza uden ananas?

Ometepe

Vi havde aftalt, at vi ville holde nytår på en ø i Lago Nicaragua. Øen skulle være en rigtig sørøverø med to vulkaner, regnskove og vandfald, så vi glædede os til at komme dertil.

Vi skulle tage en lille færge fra fastlandet, og netop den dag blæste det en halv pelikan, så bølgrene stod ind over os. Heldigvis er det en sø, som vi sejler på, og ikke et hav. Vi er ikke glade for kombinationen saltvand og motorcykler.

Selve øen har ikke ret mange veje, og der er ikke asfalt, men fliser på de af vejene, der har en fast belægning. Men de fleste veje har ingen belægning overhoedet, så enten kører man i dyb sand eller på sten og skærver. Vi hygger os med det, men de enkelte biler, som triller rundt, køre meeeeeget langsomt for ikke at skrabe på med bunden.

En dag kører vi op til en meget højt vandfald. Vi må gå resten af vejen, og noget af denne sti til vandfaldet går midt gennem en flod. Vi regner med, at det er umuligt at komme derop i regntiden, når floden er fuld.

Floden har ligesom skåret sig ned i klipperne, så det er ret spændende at gå midt i regnskoven på bunden af et flodleje – der er meget højt op!

Da der ikke er andre turister, benytter vi lejligheden til at få os et bad. Det er dejligt forfriskende, når man lige har vænnet sig til, at det er lidt koldt. Men der er varmt i solen, så vi tørrer hurtigt.

Vi bor på et hotel, der er meget nyt. Så nyt, at det ikke helt er bygget færdigt. Vi prutter temmeligt kraftigt med prisen, og receptionisten giver os derfor et værelse, hvor der mangler en hel del. Faktisk mangler der så meget, at da vi en dag kommer hjem, flyder hele gulvet med vand, fordi det har regnet kraftigt. Der er huller i loftet, og det drypper ind. Til alt held står vores computer oven på en af vores aluminiumsbokse, så der er ingen skade sket, men det havde været en katastrofe for os, hvis computeren var blevet fyldt med vand.

Vi beder om et andet værelse, og det er heller ikke helt færdigt.

Ligesom på det første værelse bor der flagermus om aftenen og natten. De holder til oppe under loftet og flyver lidt rundt. De gør ingenting og vi håber på, at de holder myggene på afstand.

Øen er et samfund for sig selv. På hovedgaden i den ‘by’, som vi bor i (der er 10 huse), går der køer og heste frit rundt, ligesom aberne løber frejdigt rundt.

Vi holder nytårsaften sammen med et canadisk par. Vi havde regnet med lidt fest i gaden, og der er da også et levende orkester på en restaurent, men musikken er så høj og uudholdelig, at vi går over på en meget mindre restaurent, hvor der er mere fredeligt. Vi har besvær med at holde os vågne, da vi jo er vant til nærmest at gå i seng med hønsene, men vi klarer dog at holde os oppe til lidt efter tolv.

Godt Nytår!

En lang affære!

Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke bryder os om grænseovergange. Med motorkøretøjer er det nødvendigt at få en midlertidig importtilladelse når man kører ind i et land, ud over naturligvis at få kontrolleret og stemplet sit pas.

Nogle af landene har procedurer, der mildt sagt er noget tågede.

Ét af disse lande er Nicaragua, der må rangere højt på listen over tåbelige administrative tiltag.

Først skal man stå i ca. 1½ time i kø for at få stemplet sit pas. Vi klarede det på den måde, at Joachim blev ved mc’erne, men Kyösti tog kø-tjansen med begge pas i hånden. Og tolddamen stemplede uden problemer begge pas uden nogensinde at se Joachim.

Næste forhindring var importtilladelserne – de skal stemples, så vi har bevis på, at vi ikke har solgt eller på anden vis efterladt vores mc’er i landet, men behørigt taget dem ud af landet igen.

Først skulle Kyösti over til en kontorluge for at få stemplet importtilladelserne, så vi kunne tage mc’erne ud af landet. Det var ikke det store problem, så vi kører glade mod den Nicaraguanske grænseovergang til Costa Rica. Her fortæller grænsevagten, at vi først skal over til en luge nogle hundrede meter derfra, hvor der sidder to damer. Den ene er travlt beskæftiget med at lakere sine negle. Den anden noget uinteresseret i overhovedet at beskæftige sig med de lastbilchauffører og den nu stakkels motorcyklist, der pænt venter i kø foran hende.

Da det bliver Kyöstis tur, forklarer hun, at han først skal have en stibe stempler på vores importtilladelser. Og at han bare skal gå ud på parkeringspladsen og finde en fyr med en rygsæk. Han kan stemple papirerne!

Nu er det sådan, at der nok er et par tusinde mennesker på parkeringspladsen, og en hel del af dem har rygsække på, men en venlig politimand viser Kyösti hen til den rigtige rygsæk. Her får han kruseduller og ét stempel på hver importtilladelse – og besked på at finde en anden rygsæk! Nye kruseduller og stempler – denne gang to af hver!

Så tilbage til damerne i lugen og have flere stempler og kruseduller.

Vi har aldrig fundet ud af, hvad stemplerne og krusedullerne skulle være godt for, men vi antager, at folkene bag hurlumhejet skulle kontrollere stelnumre, farve og mærke på vores mc’er, så de sikrer sig, at det er de rigtige mc’er, vi tager ud af landet.

Ingen officielle folk så nogensinde hverken mc’ere eller Joachim!

Så meget for dén administration.