Costa Rica

Velkommen til kø og Costa Rica!

Vi er kommet forholdsvis tidligt til den Nicaraguanske grænseovergang og derfor forholdsvist hurtigt (kun ca. 2½ time!!!) efter kan vi stå i kø i Costa Rica for at få stemplet vores pas og få importtilladelser til mc´erne.

Da vi kommer, står vel omkring et par hundrede folk i kø på en stor græsplæne (uden græs). Vi aftaler med en betjent, at vi kan stille vores mc’er på ‘plænen’ et stykke fra køen, så kan både han og vi holde øje med dem.

Og cirka en time senere står der vel omkring fem tusinde mennesker i samme kø – vi har ikke talt dem, men vi overdriver ikke!

Det er stegende hedt, og der er ingen steder at sidde. Betjenten har sit hyr med at få nyankomne til at holde køkulturen, så køen snor sig ind og ud og alle vegne. Vores mc’er er druknet i menneskemængden, og vi krydser fingre for, at alle vores ting stadig er på mc’erne, når vi skal bruge dem.

Så bliver klokken 12, og køen går i stå. Den rykker sig ikke en centimeter. Det viser sig, at tolderne er gået til frokost. De kan åbenbart ikke finde ud af at være fleksible, men holder en times frokostpause. Det er jo også varmt, så det må være anstrengende at komme på arbejde lige efter at man har spist!

Så begynder køen igen at rykke sig, og det går langsomt – meget langsomt! Da klokken nærmer sig 16, er det blevet vores tur, og operationen med at stemple vores pas tager mindre end 20 sekunder! Hvordan fanden de kan få tiden til at gå så langsom er os en gåde!

Dernæst iler vi over til kontoret med importtilladelserne. Vi skal have fotokopieret vores pas med de nye stempler, og vi spørger fotokopi-damen, om denne dag er usædvanlig med mange folk fra Nicaragua, der skal tilbage og arbejde i Costa Rica. Hun svarer venligt: “Nej, det er det samme i morgen, men det er jo kun nicaraguanere!”

Velkommen til Costa Rica!

De burde fyre deres transport- eller indenrigsminister på stedet!

Da vi skal til at køre derfra kl. 17.15, har vi være ved grænsen siden klokken 09.00 om morgenen! Inden da møder vi Darren, Tim og Troy, der lige er ankommet. Vi forklarer situationen, og de skynder sig at finde en person, der mod et par hundrede dollars kan hjælpe dem hurtigt igennem. Det svarer vel til et par ugelønninger eller mere for en tolder, så det kan være, at det er meningen med den ekstremt langsomme proces?

Costa Rica

Efter den forfærdelige grænseovergang fra Nicaragua til Costa Rica, er det et flot land, der møder os.

Landet er godt nok ikke så stort, men det er meget afvekslende. På et tidspunkt kører vi i bjerge med regnskove, og lidt senere kører vi ved det Caribiske hav, så det emmer af troper og sol.

Undervejs bliver vi stoppe ved en politiafspærring, og blive bedt om de sædvanlige dokumenter: Pas, kørekort og registreringsattest. Vi har lært, at vi kun udleverer fotokopier, og politibetjenten brokker sig over, at vi ikke har en fotokopi af den side i passet, hvor indrejsestemplet er! Utroligt, hvad de gør for at få turister til at føle sig velkomne her!

Vi bor i et lille fiskerleje, der hedder Cahuita. Folk er venlige, og her er stille og roligt.

De eneste lyde er havets brusen, og brøleaberne, der venligt orienterer hinanden om deres territorier. Det lyder som noget fra Jurassic Park.

Cahuita er ikke langt fra en lille grænseovergang mellem Costa Rica og Panama, så næste morgen iler vi af sted til grænsen.