Vi vil nødig bekræfte nogle af amerikanernes fordomme; især ikke den om at der er rigtig rigtig koldt i Canada. Desværre må vi konstatere at det er sandt – i hvert fald hvis man har pakket sin taske for en varm sommer! Vi kan virkelig godt mærke, at vi er kommet 14 dage for sent ud af røret. For et par dage siden talte vi med en mand på en tankstation, der stærkt foreslog os at køre ned gennem North Dakota, der grænser op til Canada, i stedet for gennem Canada, da det ville være flottere. Som han sagde: ”Det eneste I ser i Canada er horisonten og den er under jeres fødder – i 2.500 kilometer.” Efter at have mærket Thunder Bays kulde, mærket vores trang til varme, mærket Kyöstis soveposes ringe kvalitet og set på kortet, at Minnesota havde rigtig mange nationalparker, besluttede vi os for at køre ned til USA. Så i stedet for at køre stik vest mod den canadiske prærie, dykkede vi ned i Minnesota.
Da vi var kommet ind i USA, en ny tidszone (central zone) fandt vi den lokale havns camping plads. Her mødte vi John og Katie, der er fra Texas. De havde kørt herop i bil og ville cykle rundt om Lake Superior (den er altså meget stor!). De fortalte, at de elskede at cykle og havde siden 1982 brugt stort set alle deres ferier på at cykle rundt i verden. De havde fx indtil videre været i 44 af USAs stater. Hver ferie havde de startet der, hvor de sluttede sidst og på denne måde har de nået fire gange på tværs af USA (altså, nord/syd) og fem gange på langs (vest/øst) af USA. Meget imponerende! Samtidig var de enormt rare og sjove at være sammen med. De inviterede os endda til at bo i deres hus, hvis vi kommer forbi i Texas. Det kan være I kommer til at høre mere til dem! Det håber vi i hvert fald vi gør.
Katie fortalte om hvordan hun havde fået stjålet sin tomatsandwich direkte ud af hånden af en vaskebjørn, mens hun forsøgte at holde den væk ved at slå den i hovedet med en tom vandflaske; alt imens John ved fagter og grimasser illustrerede hvordan vaskebjørne havde haget sig fast i bordkanten. Vi var ved at flække af grin. Det er ikke hver dag, at vi møder amerikanere med humør, der ligner vores :-).
Efter at have mødt John og Katie, og de har fortalt os om seværdigheder i Minnesota, er der især én ting, vi bare må se: Bob Dylans barndomshus! Han har åbenbart boet i Hibbings, Minnesota (og han er født i Duluth, som ligger tæt herved) og det var heldigt, at de fortalte os det, for ellers havde vi bare kørt forbi. Hibbings har efterfølgende omdøbt gaden han boede på til Bob Dylans Drive – måske en af de mest cooleste addressenavne? Hibbings er dog ikke en by i sig selv at råbe hurra for. For at det ikke skal være løgn ligger highway 61 meget tæt på Hibbings (en reference til Bob Dylans berømte album fra 1965 Highway 61 Revisited, der bl.a. indeholder sange som Like a Rolling Stone, Ballad of a Thin Man og Desolation Row).
Efter at have kørt gaderne tynde i Hibbings for at finde Bob Dylans barndomshjem, kørte vi videre ud i Minnesotas natur. Og minsandten om ikke der løber et lidt mærkværdigt dyr over vejen næsten lige foran os. Og det standser, da det er kommet over vejen for at kigge på os og så kan vi se, at det er en ulv.
Vi synes altså at vi er rigtig seje – sådan at havde set både en ulv og en bjørn i fri natur.
Vi er i Minnesota og det blæser forfærdeligt. Vi har kørt et par timer, men beslutter os at spørge en landmand, om vi må slå vores telt op på hans grund. Vi spøger to mænd, der er i gang med at høste og den ene, som ejer grunden, siger, at det må vi godt. Han viser os at vi kan tage vand af den slange der fylder truget med vand – det trug, som køerne drikker af. Selvom det er fedtet og ved første øjekast ”lige til køerne” kan det sagtens bruges, og vi bruger vandet til aftenens madlavning. Arthur, som den flinke bondemand hedder, giver os friske majs, smør, tomater og to store kartofler. Han graver dem op ad jorden og giver os dem – så har vi aftensmad, siger han. Vi laver maden og det er rigtig lækkert. Vi laver det ovenpå hans gamle fjernsyn, der står udenfor laden – vores første udendørs tv-køkken-oplevelse.