Ontario, Canada

Torden og lynild – med morgenmad

Om morgenen i Chutes Provinsional Park blev vi vækket af tordenskrald så høje, at man tror, at det er løgn. Udtrykket at ”tordenskraldene flænsede luften” kom virkelig til sin ret, og vi lå og var glade for, at vi havde slået teltet op midt i en skov og ikke ude i det åbne land. I tordenvejret var der både styrtregn og haglbyger, og vores telt blev bombarderet med hagl så store som perlegrus.

Ingen af os havde megen lyst til at komme ud af poserne, og vi lå bare og kiggede på teltet, der blev godt rusket igennem. Vi kunne på et tidspunkt se lynene gennem teltdugen, og det til trods for, at det var lyst udenfor. Da tordenvejret endeligt var drevet videre, lå vi og tog os sammen til at komme op og pakke ned. Da var der en stemme, der spurgte, om vi var OK og om vi havde spist morgenmad. Det var Detlev, en fyr, som vi havde talt med aftenen i forvejen. Folk er som regel nysgerrige på at høre, hvad vi er for nogle, der kører rundt på underlige MC’ere (altså ikke Harley-Davidsons), og det gjaldt også Detlev.

Så nu have han og hans hustru Elizabeth drøftet, hvordan vi mon havde klaret tordenvejret, og havde besluttet at invitere os på morgenmad i deres kæmpe bus af en autocamper. Den kan foldes ud, når den holder stille, og de har deres Volksvagen bagpå på slæb, når de kører i bussen. Så kan de bo i bussen og bruge deres alm. bil til transport. 

Detlev emigrerede til Canada i 1959. Han var uddannet som slagter i Tyskland, men syntes at det var kedeligt, så han solgte rub og stub og købte en enkeltbillet til Canada. Han har arbejdet som slagter, langturschauffør og alt muligt derimellem, indtil han kom til en virksomhed, der producerer højtryksspuleanlæg. Der var han en del år, indtil ejeren skulle på pension, hvorefter Detlev købte virksomheden. Nu har han solgt den, og de nyder deres otium ved at køre rundt i Canada og USA. Elizabeth kom fra Østrig til Canada for 45 år siden, og giftede sig med Detlev. De virker som om at de har det rigtigt hyggeligt og er glade for tilværelsen. I hvert fald var det god morgenmad!

Lade og rigtig aftensmad

Efter at have rejst mere end 1.500 km siden New York og stort set kun spist burgere, med undtagelse hos de mennesker vi havde mødt, var vi ved at være godt trætte af ikke at have lavet rigtig aftensmad. Både Kyösti og jeg kan godt lide hjemmelavet mad og det er bestemt begrænset i både USA og Canada, selvom Sue (min værtsmor) lavede dejlig mad til os i Owen Sound, Ontario. Så efter at have kørt fra en provinspark i Massey, Ontario fandt vi et supermarked, der havde åbent – i går, mandag d. 6. september, havde de ikke åbent på grund af Labour Day, som er en helligdag i både Canada og USA, der indikerer at skolen begynder og sommerferien er slut. Vi fik købt ind til chili con carne – køb, løg, hvidløg og bønner.. mums.

Efter et par timers kørsel, det vil sige 120 km senere, besluttede vi os for at finde et sted at sove. Vi kørte forbi et hus med en lade og vi tænkte, om vi ikke skulle tage chancen og spørge om vi måtte sove i laden. Det øsregnede og vi havde ikke lyst til en campingplads. Vi spurgte, og vi fik lov. Det var et ægtepar, der ejede laden, men de boede endnu ikke i huset. Ægteparret boede i næste by, men skulle snart flytte herind, så de gik og renoverede huset – et held at vi kom de fem minutter de var der.

Vi kørte motorcyklerne ind i laden, der hverken havde elektricitet eller vand, og begyndte hurtigt at lave mad. Vi fik vand fra naboen, som heldigvis kun boede lige over på den modsatte side af vejen. På grund af det kraftige regnvejr vi havde i går var vores telt fuldstændig vådt, så vi slog teltet op på høloftet og lagde os til rette. Jeg sidder nu i teltet og skriver denne blog og vinden suser udenfor.

Det er underligt at kunne høre regnen uden at den pjasker på teltet, men det er kun dejligt. Vi glæder os dog til at komme videre i morgen.

Bjørn + Cykelhold

Da vi havde taget færgen fra Tobermory til Manitoulin Island følte vi, at vi nu var kommet til det vilde Canada. Vi kørte nordpå gennem smuk natur, og pludselig stod der en stor sort bjørn i vejkanten og kiggede på os.

Det var først da Kyösti strakte sin arm ud for at pege, at den vender om og luntede ind i skoven igen. Vildt.

Senere mødte vi tre canadiere, der havde taget et halvt år ud af kalenderen for bl.a. at krydse Canada fra vest til øst på cykel. Da vi begejstrede fortalte dem, at vi havde set en bjørn, kiggede de på os som om at vi fortalte at vi havde set et egern. Så det er altså ikke helt ualmindeligt at se bjørne i vejkanten.