Argentina
Grænseovergang til Argentina
Efter hvad vi kan forstå, har Chile og Argentina et smule anstrengt forhold. Så vi var spændte på, hvordan grænseovergangen ville være, og hvordan argentinerne er som mennesker. Indtil nu har Chile været godt – men hvorfor de har et gensidigt anstrengt forhold til nabolandet?
I grunden er dette forhold blevet anstrengt pga. to ting: Chile holdt med England i Falklandskrigen i begyndelsen af 80′erne, og så var (læs: er!) Chile og Argentina meget (læs: ekstremt!) uenige om, hvem sydspidsen af Sydamerika – Tierra Del Fuego – tilhørte. Nu er den dog delt ligeligt mellem dem af Bush Senior. Det betyder, at man fra Argentina skal gennem Chile for at komme ind i Argentina igen og derfra til Ushuaia, kontinentets sydligste by.
Men krig eller ej, grænsevagterne til Argentina har det med være ganske arrogante og skrankepaver, så det løber ned ad ryggen på een. Et smil skal man lede længe efter og en hjælpende hånd og et ‘velkommen til Argentina’ findes ikke i grænseovergangene, desværre.
Vi har dog fundet ud af, at argentinerne, som vi møder på vejen, er ganske flinke, åbne og dejlige mennesker. Vi skal heller ikke være alt for hellige: Man kan jo ikke ligefrem sige, at danskerne er de mest åbenhjertelige og imødekommende mennesker i verden!
¡No hay! restuarant
I Futaleufu finder vi sammen med Lenny en restaurant, der har åben. Det er øjensynligt uden for sæsonen og det meste har lukket.
Restauranten udmærker sig ved at være varmet op og med et langt menu-kort.
Vi sporger til forskellige retter, og hver gang sker der det samme: Servitricen går ud i køkkenet, og kommer tilbage med samme svar: “¡No hay!”. Det betyder frit oversat: “Det har vi ikke!”
Til sidst ender det med, at det lykkes os at bestille tre øl og tre skåle suppe. Med det samme kommer øllene - og efter 20 min. kommer suppen. Den er varm – faktisk så meget, at den er brændt på. Men vi er sultne.
Og én ting er vi sikre på. “Aldrig mere ¡No hay!-restaurant!
Futaleufu og Lenny
Fra Bariloche kørte vi ca. 500 km ned til Futaleufu (udtales som det står: Fú-ta-leu-fú) i Chile. Derfra skulle vi køre på den efter sigende smukke Carretera Austral. På vejen mødte vi en anden biker, Lenny fra New Jersey i USA, der også begyndte sin tur på samme tid og sted som os; han kørte blot først til Alaska for derefter at vende sydpå.
Vi kørte med ham de næste par dage og i yderst godt selskab – læs evt. de næste blogs eller tag et kig på Lennys egen blog.
Patagonsk vind(!!!)
Hele Patagonien blæser værre end en kraftig blæsevejrsdag i Peter Plys, og hvis Grisling befandt sig i disse egne ville han garanteret udbryde: ‘Du-du-du-du-godeste’. Uden at have sagt for meget kan I godt forstille jer med hvilken kraft Patagonien leverer sine vinde. På motorcykel betyder det, at vi hele tiden kører sidelæns og altid med vinden imod os.
Desværre er Patagonien således indrettet at vinden er kommer fra vest, og når vi kører sydpå – og op igen til Buenos Aires: nordpå – er vinden også altid imod os. Man skulle ikke tro, at vinden betød særligt meget, men du godeste: Det er rædsomt!
Ramon & Agustin + Ushuaia + Verdens ende!
Ved færgelejet møder vi to andre argentinere: Ramon og Agustin. De er venner og skal på 14 dage køre fra Buenos Aires til Ushuaia og derfra nordpå til Mendoza og så hjem igen. Det lyder let, men kors hvor er det en lang tur… (Ramon kørte 8.800 km og Agustin tog et smut forbi sin familie i Cordoba, så han kom op på mere end 9.000 km - det jo vildt!!)
De er hyggelige, og vi aftaler at følges ad til Ushuaia, dvs. forstået på den måde, at vi kører hver for sig, men mødes ved grænseovergangen fra Chile til Argentina. (Nok er sidevinden i Patagonien slemt, men det er mindst lige så irriterende, at vi hele tiden skal krydse frem og tilbage mellem Chile og Argentina, fordi de to lande ikke har kunnet finde ud af at dele landet på en hensigtsmæssig måde.
Da færgen lægger til efter en halv times sejlads, er vi pa Tierra del Fuego. Det er virkelig underligt endelig at være her.
Og nu har vi kun ca. 150 km på grus (igen) ned til den Argentinske grænse, og derefter kan vi drøne de sidste 350 km ned til Ushuaia. Hvis vi er heldige, kan vi nå det inden aften.
Men vi er ikke særligt heldige.
Dels er grusveje og ’sidestorm’ kombineret med en splinterny mc ikke en god kombination, og dels udfylder damen på den Chilenske side ikke Kyöstis mc-papirer korrekt. Hun glemmer at sætte en nummer øverst i højre hjørne. Og det opdager de på den argentinske side, så det er tilbage til Chile igen og få rettet sagerne. Der er bare det ved det, at Chiles grænseovergang ligger 10 km tilbage (på grus, hvad ellers?), og Kyosti skal først tanke benzin.
Så han får lov til at køre ind i Argentina for at tanke op og derefter køre tilbage til Chile og skælde ud.
Det ekstra nummer i højre hjørne bliver klaret hurtigt, men koster os alligevel meget tid.
På vej kører vi forbi et trafikuheld, der lige må være sket. Ambulancen er lige ankommet, og på vejen bliver vi overhalet af politien. En bil er kommet i slinger og er væltet rundt og over i den modsatte vejbane, hvor den ligger på taget i en grøft.
Det sætter tankerne i gang.
Tænk, hvis vi en dag ville blive kendt skyldige i en sådan ulykke? Det ville dels være forfærdelig og dels lig med økonomisk ruin for os, da vi jo i al tåbelighed kører rundt uden forsikringer og stort set har gjort det siden Belize. Så vi beslutter at købe forsikringer, når vi kommer frem til Ushuaia.
De sidste 100 km ind til Ushuaia er utrolig smukke, og landskabet her er ikke længere det flade Patagonien, men afløst af smukke bjerge og fjorde!
Men selvom vi blev forsinket undervejs, indhenter vi Ramon og Agustin,og sammen kører vi alle fire ind i Ushuaia. Det er nu blevet mørkt, men det virker som en hyggelig by.
Og Ramon og Agustin har fundet et hostel, som er meget anbefalelsesværdigt: Aonikenk.
Normalt anbefaler vi ikke de steder, som vi bor på. Mest af alt fordi de ikke er værd at anbefale, men også fordi dette her ikke er en rejseguide.
Det her hostel er rart, hyggeligt og har nogle meget flinke ejere, der ikke tager tingene så tungt. De har en dejlig morgenmad, og minsandten også varmnt vand. Og vores mulddyr står sikkert i den indhegnede forhave.
Bedre kan det ikke være. Her spiser vi også aftensmad med Ramon og Agustin – dejlig italiensk mesterspaghetti!
Ushuaia er som nævnt en meget hyggelig by og stemningen er afslappet.
Sammen med Ramon og Agustin tager vi næste dag en bådtur rundt i farvandet omkring Ushuaia.
Derefter køber vi nogle forsikringer til den nette sum af ialt ca. DKK 300,-.
Og dagen efter kører vi ud til ‘Verdens ende’ – eller der hvor Ruta 3 ender.
Længere kan man ikke komme på en vej på det sydamerikanske kontinent.
Det er meget smukt og meget bevægende at stå der og lade tankerne flyve tilbage til de første dage i New York og så alle landene undervejs, for nu at stå her så langt sydpå.
Cykelister er sgu en tand (eller et sår) sejere!
Når vi sådan kører rundt i det forblæste Patagonien passerer vi en gang imellem cyklister, der må kæmpe endnu mere med mod- og sidevind end os. Jakob Hausgaardville med garanti få mange stemmer her ved kun at tillade medvind!
Ikke desto mindre overhaler vi flere gange de samme to cyklister. Det skyldes, at vi tager afstikkere væk fra asfaltvejen. Afstikkere på 50-100 km, og vi kan godt forstå, at cyklisterne har nok af mas med den vind, at de ikke også har travlt med at tumle rundt på grusvejene.
Så da vi ved den eneste tankstation på mere end 300 km står og tanker op, og vores cyklister igen ’overhaler’ os, er det kun naturligt, at vi får en sludder.
Det er et engelsk par, der har besluttet at køre fra sydspidsen af Sydamerika, Ushuaia, og op til Quito i Ecuador. Vi kender vejen og tænker, at der er fandme sejt. De har – ligesom vi – ikke helt medregnet den her forfærdelige vind. Og det er ydermere en streg i regningen, at viden hele tiden kommer sådan cirka fra nord-vest, hvilket for dem betyder en konstant modvind. Vi trøster dem med, at det kun er ca. 2-3.000 km endnu, så løjer vinden af.
Næste dag møder vi dem igen i byen El Calefate; ca. 300 km fra tankstationen. Vi er meget forbavsede og spørger til, hvordan pokker de er kommet så hurtigt frem?
Det viser sig, at de om aftenen i teltet skulle have noget mad, og da kvinden skal åbne en salami-pølse, stikker hun den spidse kniv direkte ind i hånden! Vi begge gyser ved denne meddelelse, men det bliver værre: Hun tager nål og tråd frem og begynder at sy sit eget sår sammen – og dette uden bedøvelse overhovedet. Vi er lige ved at besvime!
Hun smiler, og siger, at det ikke er noget problem, da hun er uddannet læge. Men alligevel: At sy sig selv i håndfladen, der er så følsom!
Om morgenen besluttede de sig for at tage på tomlen med en lastbil, hvor cyklerne kunne være bag på ladet, og så hendes hånd kunne få lidt ro.
Nogen synes, at det er sejt at køre på motorcykel. Vi mener, at det jo i sidste ende er et spørgsmål om at dreje på et gashåndtag. Til gengæld synes vi, at det (fandme) er sejt at køre rundt i Patagonien på cykel: Vind, stormstød og monotont landskab. Det er fandme uhyggeligt,