Panama

Panama

Grænseovergangen mellem Costa Rica og Panama er meget lille – og grænsen løber langs en flod. Vi møder en kæmpebille – og en mand, der tør at tage den

Selve overgangen er en gammel jernbanebro, hvor der er lagt brædder på langs af skinnerne, så lastbiler kan køre over. Med vores tynde hjul er det med tungen lige i munden og sved under armene, at vi kører over. Mellem brædderne er der 15 meter ned til floden, og det bliver ikke lettere af, at lastbilerne foran os stopper ved enden af broen for at blive desinficerede. Det betyder, at de sporadisk sprøjtes med en eller anden væske.

Vi skal også desinficeres, og det sker med håndkraft – som sædvanlig bliver den nederste trediedel af vores hjul sprøjtet med væsken. Lidt underligt i betragtning af, at mc’erne er møgbeskidte! Vi tvivler på, at det nytter noget.

Grænsefolkene på begge sider er meget venlige, og der er ingen af de sædvanlige hustlers, der med alle midler prøver at sælge deres ‘hjælp’.

Vi får købt en forsikring, stemplet passene og ordnet den obligatoriske ‘temporary import permit’, og så på vejen igen.

Den første del af vejen fra grænsen er ikke noget særligt, men så begynder der at ske ting og sager: Vejen snor sig op og ned af bjergsider iklædt regnskov, og hist og her med udsigt til det Caribiske hav. Det er en af de smukkeste veje, som vi har kørt på.

Venlige farmere

Undervejs på denne meget smukke vej må vi på et tidspunkt holde stille, da en bil er ved at blive hevet op fra en kløft. Den truck, der hiver bilen op, spærrer hele vejen, så vi slukker for motorerne.

Det vil sige, at Kyöstis mc stopper som ventet, men Joachims siger underlige lyde fra startmotoren. Det er som om, at den hele tiden prøver at starte, også selvom nøglen er taget ud af tændingslåsen!

Så der er ikke andet for end at få den ind til siden og hevet batteriet fra. Det er hamrende varmt, så det må være på kogepunktet.

Vi har en anelse om, at det måske er startrelæet, der lavet ulykker, men da det bliver mørkt om ca. en times tid, går vi over til de nærmeste huse for at spørge, om vi må slå teltet op på deres grund og parkere mc’erne bag deres hegn.

Det må vi meget gerne, men de spørger, om ikke vi hellere vil sove i deres beboelseshus. Det ligger ca. 200 meter ned af nogle skråninger fra det sted, hvor mc’erne er parkerede, så vi fortæller, at vi hellere vil sove i teltet. (Vi er også lidt dovne – udsigten til at skulle slæbe alt vores grej over stok og sten så lang er ikke indbydende).

Men farmerne er flinke og om aftenen inviterer de os til aftensmad, ligesom de kommer om morgenen og spørger, om ikke vi har lyst til spejlæg, kaffe mv.

Og gæstfriheden har ingen grænser: Da vi er færdige med morgenmaden kommer faren i huset med to tandbørster (brugte) og tandpasta, hvis vi har lyst til at børste tænder. Vi fortæller, at vi allerede har børstet tænderne, da vi stod op, men det var da pænt af ham!

Om morgenen får vi samlet Joachims mc, og det starter og stopper uden besvær – men vi må se at få skiftet det startrel