Ecuador

Grænseovergang med fart på (Colombia > Ecuador)

I Centralamerika havde vi grænseovergange på flere timer – rekorden er Nicaragua/Honduras kl. 9 til kl. 17.15! Men her i Sydamerika synes de indtil videre at kunne finde ud af, hvad de har med at gøre. Og hvordan man måske kan danne sig et positivt indtryk af landet – grænseovergangene er jo trods alt det første man møder! Grænsen mellem Columbia/Ecuador er hidtil den bedste grænseovergang: Colombia gav os et stempel i vores pas, kopierede det for os (hvilket ingen af de andre lande gør!) og det hele tog i alt syv minutter. På Ecuadors side skulle vi importere motorcyklerne, som altid, og det tog kun en halv time, da der var meget papirarbejde. Perfekt og dejligt – velkommen til Sydamerika!

Ibarra

Byen ligger på vejen fra grænsen til Quito, og det var naturligt for os at holde ind og overnatte. Byen bryster sig af at have en isbutik, der er 90 år gammel – og ejeren blev 104 år, så det må være noget helsebringende is, de har dér.

Vi skulle også prøve isen, og den var da meget god. Men italienerne er nu de bedste til at lave is, synes vi!

Som altid spørger vi på hotellet, om byen er sikker efter mørkets frembrud, og svaret var her meget klart: “Nej!”

Så vi går kun med få penge på os, og ingen kameraer, når vi skal ud og spise til aften.

Ækvator (Mitad del Mundo)

Vi kom fra Ibarra og kørte mod Quito, og inden skulle vi krydse måske det mest berømte sted i landet: Ækvator!

I sig selv et bemærkelsesværdigt punkt for os, fordi vi har kørt så langt og endelig er kommet til den sydlige halvkugle. Så det var med stor glæde at være ved et af ækvatormonumenterne. Som I kan se på billederne er der et bjerg i baggrunden og her går Ækvator igennem.

Også er vi måske nogle af de få, der har stillet deres mc’er midt på Ækvator. Ejeren af monumentet var dér og sagde at vi kun måtte køre ind med vores mc’er, hvis vi lagde billeder på vores blog. Det gør vi så her!

Quito

Vi kom til Quito om søndagen, og den historiske del af Quito er lukket for biltrafik om søndagen, men vi måtte gerne køre derind. Herligt – vi er jo ikke biler, og de har det ellers med at mase så meget de overhovedet kan.

Vi fandt et hotel lige midt i den historiske del af byen, og vi skulle kun køre mc’erne op ad tre forskellige trapper gennem receptionen for at få dem ind i en baggård i sikkerhed for natten.

Byen er meget hyggelig – den ligger i ca. 2.800 meters højde, men det er ikke så hundekoldt som f.eks. i Quetzaltenango i Guatemala. Vi er jo nær Ækvator. Vejret minder om en rimeligt god sommerdag i Danmark – ca. 18 graders varme i dagtimerne.

Restaurenterne er forholdvis billige. Morgenmad med spejlæg, brød, juice og kaffe koster ca. 1½ USD pr. næse og frokost, der altid består af en stor skål rigtig god suppe samt en hovedret koster det samme. Nogle gange 2 USD. Der er så meget mad, at kun Joachim formår at spise op til frokost.

Ellers er der ikke så meget at sige.

De har store kirker, og det er ikke altid at arkitekten på urene har kunnet følge idéerne fra de oprindelige arkitekter på selve katedralen.

Quito er selvsagt bygget i en dal, men nu er byen så stor (ca. 1,4 mio. indbyggere), at den begynder at krybe op ad bjergsiderne. Det betyder, at lufthavnen efterhånden ligger midt mellem husene, og at flyene derfor lander ved at flyve ind mellem beboelsesblokkene. Derfor skal piloter, der skal have landingstilladelse i byen, have mere end 20 års erfaring som piloter. Vel et rimeligt krav, når man nærmest skal lande på hvad der svarer til H.C. Andersens boulevard!

Fordi den er bygget op og ned af bjergene, er den lidt svær at finde rundt i for os. Det er som om, at byen er bygget sammen i flere dale, og kommer man ind på den forkerte omfartsvej, er den en lang vej, før end man er på rette spor igen.

Ellers er der ikke meget at sige om trafikken – de kører som i de fleste andre Latinamerikanske lande: Først speeder, så horn, så horn igen, og så (måske) bremse.

Et rigtigt uheld

Efter et par hyggelige dage i Quito glæder vi os til at køre sydpå og længere ned fra højderne.

Her oppe i bjergene kører motorcyklerne ikke så godt, da der ikke er så meget ilt. Det betyder, at motorerne får for meget benzin i forhold til den luft, som de tager ind, så de hoster og hakker i det, når vi er over 3.000 meter.

Så vi var glade, da vi kom ned mod kysten, hvor der er meget lavere – og som følge deraf også meget varmere.

Vi har planlagt at køre mod en by, der hedder Quevedo, og derfra til en anden by ikke så langt fra grænsen til Peru. Vi ved, at vi er ved at have travlt – der er sgu langt fra Ækvator til Tierra del Fuego. Vi har regnet ud, at vi mangler sådan cirka 20.000 km endnu – og det er næsten hvad vi har kørt allerede på fem måneder, så hvis vi skal nå hjem i slutnngen af marts, har vi altså travlt!

Faktisk kørte vi så godt, at Kyösti tænkte, at hans mc nok skulle holde hele vejen til Buenos Aires. Og så to timer efter kørte vi ind i en lille by, der hedder Quevedo – og lidt efter lød der en underlig lyd, og hans motor kunne overhovedet ikke køre rundt. Heldigvis var det lige ved en benzintank og ikke på en eller anden forfærdelig bjergvej, så han trillede roligt ind på tanken for at se, hvad der var galt.

Efter fem minutter stod der mange mennesker, og en eller anden havde ringet efter en mc-mekaniker. Han fastslog, at det var batteriet, der ikke var godt – hvilket vi fortalte ham var noget sludder. Men han kørte hjem og fik hældt mere syre på batteriet – og lige meget hjalp det.

Så fik vi bugseret mc’en over til hans ’værksted’, der mest af alt var en olieret plet på fortovet. Her forsøgte vi igen at få motoren til at rotere, og det lykkedes at starte den i 10 sekunder, før end der lød et højt ’klank’, og motoren satte sig urokkeligt fast.

Der var ikke andet at gøre, end at bugsere mc’en og os selv over til et hotel, og så tænke godt og grundigt over, hvad der skulle ske. Kyösti er jo konsulent, og konsulenter har aldrig problemer; kun udfordringer. Så nu havde vi en stor udfordring!

I Scottsdale, Arizona, mødte vi naboerne til Susan og Steve. De hedder Fabian og Mayda, og Fabian er fra Ecuador, og har en søster, Paulina, der bor i Quito, og som taler flydende engelsk. Og Fabian fortalte os inden afrejsen fra Scottsdale, at hvis vi havde brug for hjælp eller husly i Ecuador, skulle vi endelig kontakte Paulina.

Gabriel og hans to sønner

Vi bor hos Gabriel og hans to sønner, Miguel og Alexis. Miguel læser på en kokkeskole og er god til at lave mad, så det er dejligt.

Alexis er professionel musiker, og spiller i et band, der hedder Papá Chango, så der er liv i huset. (Alexis er ham, der sidder i nederst til hoejre med dreadlocks)

Vi har fået lov til at låne Miguels værelse, så han sover paa Alexis vaerelse. De er meget søde og hjælpsomme, og nysgerrige på, hvad Danmark er, og hvordan vi tænker.

Vi prøver på vores bedste spanske at svare på deres spørgsmål, og vi har det rigtigt hyggeligt.

Diego Salvador – frelseren!

Efter nedbruddet i Quevedo nu havde vi altså brug for en rigtig mc-mekaniker, og vi havde derfor brug for at få mc’erne tilbage til Quito. Paulina hjalp os med at finde en lastbil, der kunne transportere muldyrene og os op til Quito, og Annette Birkmann hjalp os med at finde en meget dygtig mekaniker.

Det er en ung fyr på 26, der hedder Diego Salvador, og hans værksted ligger på en gade, der hedder Carl Nielsens gade. Så det tegner godt.

Vi emailede til Diego om problemet, og fik hurtigt en mail tilbage om, at han godt kunne hjælpe os. Vi regnede med, at det var det der ’piston-slap’, som har givet mærkelige lyde fra sig lige siden New York, og det anså Diego ikke for at være noget stort problem. Problemet kunne være at få en ny cylinder og et stempel, da vores Ténéré’er ikke bliver forhandlet i USA, og derfor heller ikke findes i Latinamerika.

Nå, men vi ankom kl. 2 om natten med vores lastbil, og fik løftet mc’erne ned og kørt ind i garagekælderen i den ejendom, hvor Paulinas lejlighed ligger. Paulina havde i mellemtiden arrangeret, at vi kunne sove hos hendes ven, Gabriel, og hans to sønner, så Gabriel kom også og hjalp til med at løfte mc’erne ned af lastbilen.

Så vi kørte over til Gabriel, der bor ikke langt fra Paulina.

Næste morgen kørte vi over til Diego og aftalte, at han kom over til Paulinas hus med en trailer, hvor Kyöstis mc kunne stå på, og så kunne Joachim køre bagefter. Efter at vi havde fået vasket den 

noget beskidte mc, fik Diego tålmodigt taget topstykket og cylinderen af. Og stemplet så meget fint ud – det var jo også helt nyt i Scottsdale – og cylinderen så også fin ud. Pæn og glat indeni og ingen misfarvninger.

Derpaa skilte Diego motoren ad – og vi var lige ved at besvime!

Plejlstangen – den der holder stemplet – var konstant blevet hakket af en såkaldt ’balancer’, der skal modværge rystelserne fra stemplets op- og nedture. Så de hakkelyde, vi fejlagtigt troede var ’piston-slap’, var i virkeligheden ’balanceren’, der knaldede ind i plejlstangen! Og med ca. 4.000 omdrejninger i minuttet bliver det til et par millioner gange fra New York til Quevedo!

Resultatet er ligeså nedslående: ’Balanceren’ – der er lavet af meget hårdt metal og ca. en tomme tyk, er bøjet i en vinkel på ca. 20 grader. Samtidig er hele motorhuset revnet flere steder og et tandhjul sidder helt skævt. Det rasler ud med småstumper, da Diego tager motorhuset af.

Vi tænker, at det er slut for dén mc, og vi begynder i vores stille sind at tænke på, hvordan vi kan komme videre.

Skal vi begge to køre på Joachims mc, og så smide så meget væk som overhovedet muligt?

Skal vi købe en billig ’kineser-mc’, som dem, der er så mange af? De er forfærdelige og kan kun køre max. 80 km/t på en god dag. Kyösti har noget svært ved at se sig selv på sådan en!

Men Diego er en venlig fyr og meget tålmodig. Han forklarer, at svejsningerne kan vi sagtens få lavet i byen – selvom hele motorhuset er lavet af aluminium! Og vi skal blot have en ny ’balancer’ og en ny oliepumpe, så vil den køre som ny igen. Vi spørger til prisen, og han har svært ved at sige det nøjagtigt, men kommer med et bud på et par hundrede dollars, og det lyder som om, at det er en god løsning, og billigere end at finde en anden fornuftig mc.

Så vi går i gang med at arbejde på motoren i hans værksted, hvor det skal bemærkes, at han spiller dejlig musik til forskel fra de fleste andre værksteder, som vi har besøgt. Der er også pænt og rent med hvide fliser på gulvet, og værktøjet er altid på rette plads. Meget forskelligt fra andre mc-værksteder i Latinamerika!

På et tidspunkt spørger han til, hvad vi vil gøre med mc’erne, når vi kommer til Buenos Aires. Vi svarer, at Joachims skal med hjem til Danmark, men Kyöstis skal sælges. Han tilbyder at købe den i Buenos Aires og køre den hjem til Quito, så han må virkelig stole på sit eget arbejde.

Men han er meget dygtig, så vi er fortrøstningsfulde, og han lover, at mc’en kommer til at køre som en ny. Så Kyösti glæder sig til (endelig) at køre på en mc, hvor man ikke hver eneste dag bliver mindet om, at den ikke har langt igen!

Det viser sig, at motoren på et tidspunkt har været gennem en større reparation, og den er ikke blevet samlet helt korrekt. ’Balanceren’ er blevet sat en lille smule forkert i, og derfor har den kunnet banke på plejlstangen hele tiden, men ikke mere end at mc’en faktisk har kørt forbløffende fint – omstændighederne taget i betragtning!