Zipaquira

Lidt nord for Bogota ligger byen Zipaquira, hvor der efter sigende skulle ligge en udbygget saltmine, hvor den gamle del af blevet til en kirke. Altså, en underjordisk saltkirke. Det var en meget speciel oplevelse for det lignede meget scenerne fra Ringenes Herre, hvor de løber rundt i dvægenes mine. Det er meget svært at se størrelsesforholdet i minen, men det ser faktisk større ud end det er i virkeligheden!

Og når det er sagt, så er det nogle meget store rum, de har hugget ud i klippen – der er højt til loftet!

Byen i sig selv bliver på et eller andet tidspunkt en magnet for turister. Det er en venlig by, klimaet er dejligt og der er masser af fine gamle huse. Byen gør noget for at det ikke skal ligne den sædvanlige Latinamerikanske svinesti, og byen virker i det hele taget meget tryg. Venlige folk og der er rart at færdes der!

Colombiansk venlighed

På vej til Ibague i Colombia havde vi undervejs en del problemer med Kyöstis motorcykel. Det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed at mc’en er i værre stand end Titanic er i dag. Nogle gange ville Kyöstis mc gerne trække hjulene rundt, men andre gange var det som om den manglede strøm eller noget i den stil. Det var meget mystisk og en af gangene, hvor vi stoppede på en motorvej, var der en lastbilchauffør, der holdt ind til siden, steg ud og ville høre om der var noget galt. Det var der jo, men vi skulle vist bare røre lidt ved ledningerne og så ville den være ok. Han, Henry, gav sine telefonnumre til os, hvis vi skulle komme i knibe. Han boede i Pigaleña, tæt på Ibague. Vi sagde, at det var den by vi skulle til i dag (og på det tidspunkt var vi ikke særlig langt fra Ibague), så det var dejligt med en kontakt. Han spurgte med det samme, om vi havde et sted at sove, og vi fortalte, at vi blot ville tage et hotel. Han sagde straks, at vi kunne komme hjem til ham i hans familie og sove, hvis vi havde lyst. Vi skulle bare vente på Don Rosas restaurant lige før Ibague, og så ville han komme efter han havde afleveret lastbilen. Det sagde vi straks “ja tak” til!

Da vi kom på restauranten var han der allerede, så vi sad der, snakkede lidt på spansk og ventede på hans kone og børn. Når de kom, kunne vi følge efter på motorcykel til deres hjem.

De satte sig ind i en taxa og vi kørte efter dem ned i et boligkvarter. Ikke parcelhuse, men nærmere halvasfalterede veje og små bygninger, der er stablet tæt sammen. De små huse betyder selvfølgelig at de ikke har særlig meget plads inde i husene, men nærmest kun to-tre rum – totalt. Vi kom til deres hus, læssede alle vores ting ind, hvilket fyldte cirka 10 % af hele deres hus. Konen, Nancy, lavede dejlig mad til hele familien og så spiste og talte på vores bedste spansk om, hvor vi havde været og spurgte dem om hvordan det var i Colombia. Desværre, efter middag, måtte Henry, der havde inviteret os hjem, på arbejde. Han blev ringet op af sin chef og han skulle ud at køre med lastbil. Han så meget ked ud af det og sagde blot til os ‘problema’. Han satte sig ned på gulvet og man kunne se på ham, at han overhovedet ikke vidste, hvad han skulle sige til os. Det endte med, at han jo skulle på arbejde og at han derfor desværre ikke kunne have os sovende alligevel. Han sagde, at konen ville køre os på hotel og at de selvfølgelig ville betale. Det sagde vi nej til, de skal ingenting betale og det gjorde ingenting. De skulle ikke være kede af det overhovedet. Konen tog en taxa fordi klokken var 22, det var helt mørkt og så vi havde brug for hjælp til at finde hotellet.

Vi kom over på hotellet og kørte vores motorcykler ind i værelset (stueetagen!) – så stod de da sikkert! Nancy betalte ejeren, men vi protesterede. Ikke tale om og vi hev selv penge op. Men hun ville under ingen omstændigheder lade os betale (selv om vi synes, at vi have aftalt, at vi betalte).

Det er utroligt sødt af dem og man skal tænke på, at de ikke har særligt meget og at udgiften for dem måske er 10-15 timers arbejde. Helt utroligt og ren og skær venlighed. Vi elsker Colombia!

En cykelrytter

Der er ikke grænser for hvem man kan møde på en restaurant, mens man spiser frokost. Mens vi spiste kom der en tynd, men veltrænet mand hen til os og var nysgerrig om at høre hvorfor vi havde Phonak-klistermærker på vores aluminiumsbokse.

Phonak er vores ørepropper, men de sponsorer også et topprofessionelt cykelhold. Vi ved ingenting om cykling, men fortalte ham om vores ørepropper. Til gengæld vidste han en masse om cykling, fordi denne nysgerrige viste sig af være Jay Hernandez, som har være professionel cykelrytter, der var kørt Vuelta España flere gange.

Vi fik en lang snak med ham (og maden var rigtig god!) og siden han ejede restauranten gav han dejlig colombiansk espressokaffe. Vi talte om hans tyveårige cykelkarriere og at han kendte Lance Armstrong og Jan Ulrik – det er jo hans kollegaer, sagde han. Vi talte også om Colombias politiske tilstand, som var ved at blive bedre, fordi de havde indført kapitalisme og var blevet meget mere amerikansk-orienteret. Men det skaber tilgengæld også voldelige komplikationer ved Ecuador og Venezuela, som er “socialister”.

Det var rigtig hyggeligt og vi er glade for at Jay var så åben og havde lyst til at tale med os!

Vi er i øvrigt meget glade for vores Phonak-ørepropper.

Selvfølgelig bruger vi dem, når vi kører, men de er fremragende også i fly, på støjende hoteller og til de lokale koncerter, hvor det mest af alt gælder om at det skal være så højt som muligt. Så det er ikke uden grund, at vi har anbefalet dem til alle og enhver, hvor der er lejlighed til det!

Gættekonkurrence – og vind!

Vi ser godt nok mange forskellige kulturer, måder at opføre sig på, men det er sjældent vi ser et vejskilt uden at have den fjerneste idé om, hvad det betyder. Hvis man kan gætte dette skilts betydning – skriv en kommentar her på bloggen, og vind en tur bag på Joachims mc! Den dårligste kommentar kan få en tur bag på Kyöstis mc.

Vi har set skiltet både på store, brede veje og på små smalle bjergveje.

Vi har dog selv nogle idéer, som ikke udløser præmien: Vi tror, at det betyder, at man kan køre med halvåbne øjne. Altså at man med andre ord må halvblunde, mens man kører. Eller at chaufføren må sove helt, hvis passageren ved siden af er vågen.

Måske betyder det også, at der er mulatkaniner på vejen?

Vi ved det ikke, og glæder os til at høre andre forslag!

Marsvin er nuttede!

Dog ikke når de skal spises!

Det oplevede vi, da vi skulle prøve en specialitet kaldet cuy (udtales kui), uden rigtig at vide hvad det var. Vi havde bare hørt, at cuy – det var bare sagen!

Det er ikke særligt svært at ‘gætte’, når man får serveret cuy, fordi det man får, stort set er et stegt marsvin med hud, hovedet, krop og alt hvad der dertil hører. Det smagte ikke dårligt, men vi tror, at synet af marsvinet foringede vores smagsoplevelse betydeligt. Det er i hvert fald ikke noget, vi vil prøve igen.

Til forret fik vi popcorn, der var serveret med marsvinets lever!