Enduro

Diego Salvador – vores mekaniker – havde inviteret os med en lørdag på motorcykeltur til en lille by, der hedder Otavalo. Det var sammen med nogle af hans kammarater, og de fleste af dem var på store KTM’er, nogle på BMW’er og en enkelt på en Honda. Og så var der os som to på Joachims Yamaha og Diego på sin Kawasaki.

Den første del af turen var på asfaltveje, og det gik fint, også selvom nogle af de stedkendte kørte som de lokale (hvad de jo også er). Men de var flinke til at vente på os længere henne ad vejen, så de af os, der ikke kørte så hurtigt, ikke blev kørt helt agterud.

På et tidspunkt drejede vi af på en grusvej, og så begyndte den mere rå kørsel.

Grusvejen var af en stand, hvor huller og masser af sand var karakteristisk, så Diego tilbød af tage den ene af os bag på sin mc. Det var meget fint, for det er betydeligt lettere at køre på hullede og sandede veje, når man kun er én på sin mc. Så kan man stå op og bruge sin kropsvægt til at styre med meget mere aktivt, end når man sidder ned.

Senere blev grusvejen til en sand-sti, og her måtte de fleste sidde ned og ’padle’ med fødderne for ikke at risikere at komme til at ligge ned og bide i sandet.

Stien blev værre og værre, så efterhånden var det en helt fin enduro-tur.

Vi kom op til en sø, der ligger i ca. 4.000 meters højde, og Joachims mc begyndte at stønne lidt over mangel på luft. Men ikke mere, end at den godt kunne klare det. Det har åbenbart hjulpet meget at få skiftet luftfilter!

Senere kørte vi ned til byen Otavalo for at spise frokost. Frokosten bestod var en lokal specialitet, som smagte rigtigt godt. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad specialiteten hedder, men det var noget med kød og det var ikke marsvin!

Vi skiltes hér, da vi gerne ville se lidt mere af byen og det marked, der hér bliver afholdt første lørdag i måneden. Diego skulle besøge en pige, som han kender i byen, og nogle af de andre skulle også hver til sit.

Det var en god dag – og vi var ret beskidte, da vi kom hjem!

Bymuseet

En dag vi slentrer rundt i Quito, kommer vi forbi deres bymuseum.

Så der går vi selvfølgelig ind. Og til vores overraskelse er det et meget dejligt museum. Dels er det forholdsvis ny restaureret, og dels er det meget informativt om Quito og udviklingen omkring Quito.

Så vi har et par dejlige timer, som vi slutter af med et par kortspil i deres hyggelige have.

Cykeltur med Mijael

Trafikken i Quito er meget anderledes end i en dansk storby. Biler og busser kører hvor der er plads og derfor ind og ud mellem hinanden.

Mijael havde inviteret os til en cykeltur til en meget stor park, der ligger på et højdedrag i Quito. Det er en park eller nærmere en skov, der dækker 500 hektarer, så det er en stor en af slagsen.

Vi bor i et kvarter, der ligger nede i en dal, så derfor gik den første halve time med at cykle opad. Og det var seriøst opad. Dels har vi stadig lidt svært ved hårde fysiske anstrengelser her i højden (2.800 m), og dels gik det som sagt opad, opad og opad.

Ydermere kørte vi det meste af tiden på fortovet, da vejene i forvejen var fyldte med vanvittige bilister.

Da vi endelig kom derop, var vi begge noget forpustede, mens Mijael tog det helt stille og roligt.

Vi besøgte et udsigtstårn, hvor der morgen og aften er en hel del kolibrier. Vi så dog kun en enkelt, der hurtigt var væk igen.

Senere kørte vi lidt længere op og fik en tiltrængt vand.

Det var trods anstrengelserne en meget hyggelig tur, og sødt at Mijael at bruge tid på sådan at vise os rundt.

Røveri

Man skulle tro, at når man bor hos private folk i Quito bag lås og slå at man skulle være i sikkerhed. Men nej. I går blev vi udsat for væbnet røveri/overfald. Det lyder voldsomt – men husk på at der ingenting skete!

Torsdag kl.ca. 20.00 var vi tre i huset: Mijael (den yngste søn på 18 år) og os to. Mijael var ved at lave mad, Kyosti sad og skrev på computeren og Joachim spillede på familens guitar. Lige pludselig kom der fem maskerede mænd ind ad døren. De tre af dem havde pistoler og de andre knive, og de bad os om at lægge os ned på gulvet; sammen i et hjørne af stuen. Dernæst blev vi bundet på hænder og fødder, hvorefter at de gennemroede hele lejligheden for værdigenstande og penge. Igen, der skete ingenting med os, men det var en grim oplevelse.
De tog bl.a. familiens meget store iMAC-computer og fladskærms-TV, samt nogle musikinstrumenter (den ældste søn er professionel musiker og de tog heldigvis ikke hans tre saxofoner). De tog også noget tøj, og snakkede om, om de også skulle tage deres cykler, der står i stuen.
De tog Joachims tank-taske, hvori hans pas og kørekort lå, samt vores tre fotografiapparater. Heldigvis overså de vores bærbarcomputer (som nu er gået i stykker alligevel – magen til uheld!), Joachims iPod (da dens itui er en rød hjemmesyet mini-lomme/taske) og den ene af de to harddiske, som vi har kopieret alt indhold over på. Røverne var der kun i ca. 10 minutter, så løb de igen. De havde en bil holdende nede på gaden med alle deres tyvekoster.
Vi bandt os selv op – det var ikke noget problem, og alarmerede naboerne og ringede til politiet. Politiet kom og optog rapport, og det var vel nærmest til grin (de var der kun i et minut), men da de opdagede, at Gabriel – faren til soennerne – arbejder for regeringen, kom der er en ny politibetjent og tog en ny rapport. Så meget for politiet!
I fredags var vi så på det danske konsulat her i Quito, og Joachim har fået et nyt pas samt et brev, hvor der står, at han ikke har sit fysiske kørekort, men at det vil blive fremsendt til ambassaden i Santiago i Chile. Det tager ca. tre uger at komme frem, og vi har ikke lyst til at skulle vente så længe her i Quito.