Peru

Endelig!

Vi har længe haft ønsket om en dag at komme ud af Ecuador. Ikke fordi at vi har kedet os – mange søde mennesker (og mindre søde røvere!) har brugt tiden sammen med os, men vi ville gerne ud fordi vi gerne ville nå sommeren i det sydlige Sydamerika! Og nu er vi på vejen igen! Vi kørte i går fra Quito problemfrit med Kyostis motorcykel ned mod den peruianske grænse 800 km væk. Grænsen var intet problem og til trods for alle de skræghistorier vi har hørt (fra folk, der rent faktisk har vaeret i Peru), saa var det nogle flinke grænsevagter og de var kun hjælpsomme. Også, vejene i Peru har indtil videre været den bedste stand i det Latinamerika vi har besøgt. Så forhåbentlig bliver resten af vores rejse gennem Peru ligeså!

Den ørken vi har ventet på

Peru er også en af det klart fattigeste lande vi har rejst i. Fra den Ecuadorianske grænse kørte vi 400 km syd og gennem ørkener med geder der græsser på den ultra tørre jord, mens vi kører gennem smålandsbyer med sandklitter som veje og stråhytter (!), som eneste beskyttelse mod varmen, og til tider den bidhaarde vind. Men når hovedvejen er i så god stand, så er det (i mindre alvorlig forstand) kun en fryd for øjet for landskaberne er fantastiske! Så smukke at de minder en om, hvor dejligt det er at rejse og hvorfor man egentlig befinder sig herude i den Peruianske ørken.

Lineas de Nazca

Vi har hørt mange dårlige ting netop om denne seværdighed, de gigantiske ‘tegninger’, der blev lavet for over måske 2000 år siden (ingen ved det rigtigt) og som kun kan ses fra luften. Nogle tror (selvfølgelig..) at de er lavet af rumvæsener, men den tror vi ikke på, men nærmere blot, at det er billeder til de guder de tilbedte. Man kan sige, vi byggede også kirker i kors-form, selvom ingen kunne flyve for dem 2000 år siden.

For at være i stand til at se de flottelse tegninger skal man med fly (og det koster knapper!) eller man kan kravle op i et 10 m højt taarn og se nogle af de mindste, hvilket vi gjorde. Vi synes til gengæld ikke at det var så skuffende som vi havde fået fortalt, så vi nød dagen vældig meget.

Læg mærke til den vej rumvæsenerne også har lavet!

Tilmed så vi også verdens højeste sandklit!

MC-helvede

Efter at have brugt en måned i Quito hos Diego, som er en dygtig mekaniker, og endelig var kommet videre ned til det sydlige Peru skete der endnu et uheld med Kyöstis motorcykel: Et lille bitte hjul i karboratorens gummimembran. Karboratoren er den, der giver motoren benzin i den helt rigtige mængde, men det giver sig selv, at når den er i stykker, kommer der for meget benzin ind i motoren, hvilket gør, at motoren ikke kan udvikle så meget kraft. Den drukner faktisk i benzin og derfor går motoren rigtigt dårligt, samtidig med at der kommer sort os ud af udstødningsrøret. Så vi stod i en situation, hvor Kyostis motorcykel kunne køre maks. 80 km/t – ned af bakke. Og det blev selvfølgelig værre og nu kan den kun køre 40 km/t. Fra Nasca skulle vi op til Machu Picchu, måske nok Sydamerikas mest berømte ruin og derfra til Las Paz og Bolivia, der indeholder verdens største saltørken. Problemet er dog, at vi i forvejen har problemer med at køre i højder, så vi må desværre vinke farvel til disse ting, som vi ellers havde planlagt og set frem til. Det må blive en anden gang. Nu skal vi finde ud af at komme til Chile. Motorcyklen er nemlig så godt som umulig at reparere i Peru, da de her kun har reservedele til små kinesiske motorcykler. Følg med i næste blog.

Transport fra Nasca til Chiles grænse

At køre med Kyöstis mc er som at køre med en punkteret rullestol med meget x-ede hjul - mildt sagt. Så vi fik en peruvianer til at tage den op på sit lad og køre den 450 km fra byen Nazca til Chiles grænse. Chile har betydeligt bedre motorcykler, Yamaha, BMW og Honda osv., og ikke små kinesiske plastikcykler. Det betyder også bedre mulighed for reservedele. Så vi kom efter mørkets frembrud (heldigvis kun første gang vi kører i mørke) til Tacna, den sidste peruvianske by før Chile, hvor vi forventningsfulde kunne sove.