Mindo

I dag er det søndag, og hele familien, dvs. Gabriel, Alexis, Mijael med veninde samt Paulina med sin datter og kæreste – og os – tager en tur til byen Mindo. Den ligger ca. 100 km væk, og det meste af vejen er bjergveje med en del trafik.

Mindo ligger i ca. 1.000 meters højde mod kysten, så klimaet her er tropisk. Det betyder, at der er grønt året rundt, og byen har især to attraktioner: Canopy-ture, dvs. ture i tovbaner i højde med træernes trækroner, og så fuglekiggeri.

Der er observeret over 400 fuglearter i Mindo, så det er et af de steder på Jorden, hvor der er flest forskellige fuglearter.

Vi skal alle på en canopy-ture, og det foregår på den måde, at vi får hjelm på og skind-arbejdshandsker, hvor der er limet to tykke oksehuder inde i selve hånden, således at man kan bremse ved at holde om en stålwire, mens man har fart på. Desuden får vi en slags seleholdere på, der består af stærke nylon-bændler, der går rundt om hver lår samt om livet, således at man sidder godt fast og ikke kan falde ud.

Seleholderen bliver med karabinhager spændt fast til en anordning, der kan køre på stålwiren, og en anden karabinhage bliver klikket rundt om stålwiren som sikkerhed.

Og så bliver vi ellers sendt af sted en efter en på udspændte stålwires, der går fra højdedrag til højdedrag i trækrone-højde. Nogle gange er vi 50-70 meter over jorden, og det er ret flot.

Det går stærk, så vi kan desværre ikke nå at se meget til dyrelivet heroppe – heller ikke nogle af de 400 fuglearter.

Vi slutter af med en god frokost/aftensmad nede i Mindo by.

Vi er kørt på to motorcykler samt i Gabriels bil herop. Vi på Joachims motorcykler, og Gabriel med Paulina på bagsædet på sin mc.

Da vi kører hjem småregner det, og der er utroligt meget trafik. Alle folk skal hjem fra kysten, hvor masser af ecuadorianere holder weekend. Da bjergvejen er en almindelig lille to-sporet sag, er der lange køer, hvor bilisterne overhaler bare der er den mindste chance for at komme én bil foran. Det betyder, at der nogle gange kører tre biler i samme retning. Vi krydser fingre for, at der ikke kommer modgående.

Det er dog en lille fordel for os, at der somme tider er lange køer, f.eks. bag ved meget langsomtgående lastbiler. Så kan vi nemlig trille langs køerne på ’ydersiden’ af køen, og derved overhale massevis af biler, uden at situationerne bliver faretruende.

På et tidspunkt begynder lyset at forsvinde, og det bliver mørkt, samtidig med at det bliver tåget. Vi kører jo i bjergene. Vi har selvfølgelig lys på, men det er ikke alle de modgående, der har lys på, så det er ikke altid til på lang afstand at se, at der kommer modgående. Så må vi hurtigt trække ind i køen igen.

Motorcyklerne kommer selvfølgelig først hjem, og da Gabriels bil kommer hjem, viser det sig, at en bus har bakket ind i den forreste kofanger og smadret bl.a. et lygteglas. Den bakkede bare, også selvom de dyttede alt hvad de kunne, men uden at det hjalp et klap. Så skulle de bagefter bruge tid med buschaufføren på at udveksle oplysninger etc. Sådan er trafikken i Ecuador: Man tager ikke hensyn til andre!