New Jersey

Langt om længe kom den dag vi havde ventet på: Motorcyklerne var nu klar til afhentning. De amerikanske toldmyndigheder havde ladet dem komme igennem efter X-ray-gennemlysning og diverse kontrolforanstaltninger. Vi skulle hente motorcyklerne i en lagerhal, der ligger et godt stykke ude i New Jersey.

Vi kom derhen ca. kl. 14 og der var ingen problemer i at få dem udleveret; så skulle vi ellers bare gå i gang med at skille boksene ad. Eftersom der er i alt cirka 400 store skruer, der med håndkraft skal ud, tog det tid, men det var nu ikke så slemt. Kyöstis mc skulle have stillet ventiler og til det havde vi købt et specielværktøj hjemmefra, så vi var sikre på, at det kunne gøres mere snedigt end da vi gjorde det hjemme. Det burde ikke tage mere end en time. Men det viste sig, at værktøjet var for langt, således at man ikke kunne komme ordentligt til og vi havde ingen adgang til en nedstryger, vinkelsliber el.lign., der kunne afkorte den.

Er den levende?

Vi spurgte hos lagerfolkene, der ellers var meget hjælpsomme og vi var en tur i Wal-Mart og det nærmeste Home Depot, der er en pendant til Bauhaus, men ingen steder kunne det lade sig gøre. Og ligefrem være nødsaget til at købe en nedstryger for at smide den væk – det er vi nu for nærige til. Der er fem ventiler i alt og efter fire timer måtte vi opgive at stille den sidste ventil – det kunne bare ikke lade sig gøre. De fire andre ventiler stod sådan nogenlunde, men bestemt ikke noget svendestykke.

I lagerhallen racede de rundt på deres gaffeltrucks så man skulle kigge sig for, hvis man skulle på toilettet. Alle lagerarbejderne var meget flinke og interesserede i motorcyklerne, hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Joachim har selv prøvet at arbejde på et lager i et år, og når der sker noget, som er lidt anderledes, så er det spændende. En af dem tog endda billeder af os og sagde han ville bruge dem som skrivebord på sin computer. Det kan man bare se. De fleste af dem talte spansk, og da de hørte om vores planer for Sydamerika, fortalte de, hvor de kom fra i Ecuador, Peru mv.

Efter en lang dag i en støvet og larmende lagerhal pakkede vi motorcyklerne med vores aluminiumbokse, telt, ekstra dæk osv. og var ude ca. kl. 22.

Drive-in, walk-away

Efter vi havde fundet et hotel nær lagerhallen havde vi brug for noget at spise, men vi kørte først på et motel og læssede af. Vi havde ikke spist i tolv timer, så alting var velkommen. Der var en Burger King, der var lukket – hvad sker der for dem? – og en McDonald’s, der var åben – naturligvis. Vi gik over til McD’en og siden det åbenbart kun var drive-in der var åben, gik vi derhen. Der var kun én bil i kø, så vi stillede os pænt op bag ved bilen. I vinduet sagde bestyreren, at vi skulle være i en bil for at bestille. Vi sagde, at vi var på motorcykler, at vi holdt på motellet 200m derfra og henviste til vores motorcykelbukser, så han kunne se, at vi ikke var fulde af løgn. Men lige meget hvad, så ville han ikke sælge. Han sagde, at vi blev nødt til at hente vores mc’er, hvis vi ville bestille. Vi fortalte ham, at det ville være livsfarlig – og tæt på umuligt – at køre og spise sin mad på sin motorcykel. Det var han rimelig indifferent overfor: ”You need to drive in a drive-in”. Vi prøvede at punke lidt på den amerinske politiske korrekthed, og spurgte ham, om det virkeligt var rigtigt, at McDonald på den måde ville risikere folks helbred og øge usikkerheden i trafikken. Han var helt kold, og henviste til, at det var en drive-in, og at vi skulle køre. Hvis det ikke var fordi vi var hammersultne og ikke havde noget alternativ, havde vi aldrig hentet en ene motorcykel: Kyösti kørte ind i drive-in og bestilte, mens Joachim stod ved siden af, tog imod maden og tilmed betalte.

Meget åndssvagt synes vi..

1st. Breakdown…

Næste dag vågnede vi op til høj sol – fantastisk. Efter at have været i støv og mørke i lagerhallen det med af dagen forinden, køre derfra i bælgmørke og diskutere med tåbelige McD-managers, var det en ren velsignelse at stå op og skulle vurdere, om det skulle være t-shirt eller skjorte indenunder vores motocross-’netjakke’.

Af sted til den nærmeste store benzintank for at købe nogle kort, og derefter nordvest-på af de mindre veje. Det førte os efter ca. 30 km til en del af New Jersey, der hedder Elizabeth. Og i et lyskryds går Kyöstis hakkebræt af en mc i stå. Det har den gjort et par gange de seneste fem minutter, men nu er den helt død. Ikke den mindste lille pære formår den at få til at lyse. Nå, men op på fortovet med dyret, og Joachim til at parkere sin. Vi skiller bæstet ad og checker hovedsikringen. Den ser fin ud. Så er der to muligheder tilbage: Enten at splitte den af på fortovet i et kvarter, hvor alle butiksfacader er på spansk – og ikke just et sprog vi mestrer – eller få den bugseret til et værksted, hvor vi evt. sammen kan kigge på den. Løsningen er ikke svær at vælge. Ingen af os har synderlig lyst til i stegende sol at have løsdele ud over et fortov og skulle arbejde på mc’en i måske flere timer, og dét selvom folk ser flinke og venlige ud.

Så ind i den nærmeste butik, hvor er der folk, der taler engelsk, og låne en telefonbog. Efter at have talt med tre mc-værksteder, der ikke gider at have noget med det at gøre, ringer vi til Mike hos JDS-service. Han kan ikke hente mc’en, men kender én, der kan. Så da klokken er ca. 17 bliver vi hentet og kørt over til Mike, der ikke kan nå at kigge på den i dag fredag, da han lukker kl. 18, men måskeørdag. Under alle omstændigheder lover han at den er klar mandag. Vi beder ham om at give ventilerne en omgang, nu da han er ved den. Han virker kompetent og meget rolig, så det lader til at mc’en er i trygge hænder.

Og det lader til, at vi skal spendere weekenden i New Jersey – og det lyder måske eksotisk, men det er det bestemt ikke. Vi er bare så utålmodige efter at komme ud af byen og se noget grønt, ligge i telt og lave vores egen mad. Så vi ser virkelig frem til mandag!

Hvis det fortsætter sådan her, så er der altså langt til Argentina!